Helsingør by

HELSINGØR BY


Klassisk byvandring

Helsingørs gamle bydel er fuld af historie, en historie som folder sig ud på denne vandring gennem byen. Her oplever I den velbevarede historiske bykerne, mens rundviseren blandt andet fortælleren om Sundtold, Erik af Pommern, rigdom og Helsingør som international by. Se middelalder huse ved det smalle Gl. Færgestræde, det idylliske område ved Anna Queens Stræde, smukke gårdhaver, murmalerier og Helsingør Rådhus. Også de to kirker i centrum Helsingør Domkirke Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke med det fine karmeliterkloster opleves (udefra). Varighed ca. 1 ½ time.

 

Smag på Helsingør

Drømmer I om at udforske byen med alle fem sanser, så følg med på denne tur. Turen inkluderer besøg hos lokale handlende, der tilbyder danske mad specialiteter. Turen kan indeholde besøg hos bageren, ostehandleren, slagteren, kafferisteren eller i det lokale supermarked. Undervejs fortælles om dansk madkultur, I får små smagsprøver og der er mulighed for at få opskrifter med hjem. Herudover er der indlagt stop med smagning af øl fra det lokale bryghus Gurre Bryghus (aktiviteten kan også arrangeres som en mini-workshop hvor specialisterne kommer til jer på f.eks. stedet for jeres konference).


Karmeliterklosteret og Sct. Mariæ Kirke

Hverdagens lyde og bekymringer er forment adgang bag Karmeliterklosterets munkestens mure. Herinde regerer roen. Oplev det prægtige Karmeliterkloster, Vor Frue Kloster, opført af fattige hvidebrødre i perioden 1430-1500. Oplev også Sct. Mariæ kirke, som oprindelig var klosterkirke. I dag benyttes en del af klostret til Helsingørs Stifts administration, men mange af lokalerne står stadig som i middelalderen. Varighed ca. 1 ½ time.


Helsingør set med en fortællers øjne

En anderledes ture med André Andersen, Helsingørs egen mundtlige fortæller. Vælg mellem vandringer som ”Knejper og Knytnæver”, ”Krudt, Kugler og Koen på første”, ”Fortællinger fra Øresund”, ”Kongens Pirater” og mange flere.  André levendegør skrøner og sjove anekdoter der knytter sig til Helsingør med et farverigt ordvalg og et kropssprog der får jer til at lugte krudtrøgen og møde menneskerne bag skrønerne. Her er ikke mange årstal, men derimod en blanding af faktuelle oplysninger og overleverede "sandheder" en fortæller kan tale længe om - nemlig dem der starter med "Det siges at...". Hver vandring varer mellem 60 og 90 minutter.


Find vej i Helsingør

En foto-orientering med quizopgaver - en slags skattejagt, der bringer jer gennem byen på jagt efter 20 poster og skjulte historier. Turen kan gennemføres på ”gammeldags” vis med papir og blyant, eller på mobiltelefonen, hvor I undervejs kan følge med i konkurrenternes resultater. Inden start gives en introduktion og alle får bykort. Undervejs er vores personale klar, hvis der er behov for hjælp. Foto-orienteringen er lavet af Geografforbundet i samarbejde med Helsingør Ski- og Orienteringsklub samt Dansk Orienteringsforbund.


Snaphanerunde 

En eventyrlig og historisk jagt på poster i centrum af Helsingør og udendørs ved Kronborg. Find sammen sjove og gamle finurligheder. Smag og gæt på krydderier, der blev anvendt i middelalderen. Lær om gamle konger og om svenskekrigene, hvor begrebet ”Snaphanerne” opstod. Lær om klostrene og deres funktioner i middelalderen. I inddeles i hold og får materialer til at løse opgaverne med. Ved hjælp af et gammelt bykort over Helsingør, skal I finde posterne. Undervejs samler hvert hold point og det hold, der samler flest, er naturligvis ”Konger og Dronninger” for resten af dagen. Varighed fra ca. 1½ til 2½ time.


Gurre Bryghus ølsmagning

I den helt specielle hvælvede kælder fra ca. 1590 bænkes gæster ved 200 år gamle borde i skæret af levende lys. Kælderen er bygget som køkken, men har ved senere lejligheder været Helsingørs vagt- og vinkælder. Selve ølsmagningen står Gurre Bryghus for. Bryggeren fra det lille lokale bryggeri, som har til huse på Gurre Slot, fortæller om deres øl og der bliver lejlighed til at smage bryghusets øl (kan også arrangeres andre steder end i renæssancekælderen).   


Marienlyst pausetur

Trænger I til luft til hjernen på konferencedagen, så gå med på en 35 minutters vandring rundt om Marienlyst Slot, fem minutter fra Hotel Marienlyst. Med udsigt over Øresund får I en underholdende lynvandring, der giver jer et smil på læben og samtidig et sjovt billede af Helsingørs historie, både den sande og den som Shakespeare har skabt! Smil, fortælling og luft til hjernen, få minutters gang fra jeres konference.


Words

Spoken words er en hurtigt voksende kunstform - en kunstform, der tryllebinder publikum. Hvert år i juni er Helsingør vært for Words Festival, hvor nationale og internationale kunstnere spreder ordene i levende historie fortælling ud over hele byen.  Specielt for jer sammensætter vi et show med danske fortællere, der har været på scenen på Words Festival. Vær forberedt på at grine, blive overrasket, få stof til eftertanke og mærke hårene rejse sig på armene.


Hamlet

Godt bænket starter I med en generel introduktion til Shakespeare og Hamlet. På en uformel måde hører vi om figurerne og dilemmaerne i skuespillet. Er Hamlet stadig relevant, og hvorfor spiller Hamlet stadig så ofte? Nu er I klar til at spille Hamlet selv. I opdeles i mindre grupper, fremstiller jeres egne kostumer af "hobby" materialer, og med assistance fra professionelle historiefortællere øver I passager fra Hamlet, der opføres for hinanden. Aktiviteten slutter med en lille quiz med spørgsmål om Hamlet og Shakespeare. Hvem kender Hamlet bedst? Der vil være en lille præmie til vinderen. En sjov og uformel aktivitet.


Kunstrundvisning på Konventum (LO skolen)

Over 1000 værker af danske kunstnere, primært fra begyndelsen af 1 950 til i dag, hænger i undervisningsrum, gange og sale eller er opstillet på de grønne arealer udendørs. Samlingen tæller de store navne i Cobra bevægelsen, kunstner sammenslutningen Grønningen - og mange flere. På rundvisningen opleves værkerne og I hører historierne bag. Afslut evt. med et glas vin og udsigt over Øresund. Varighed ca. 1 time.


Spa

Både Comwell Borupgaard og Marienlyst Strandhotel rummer nogle af landets mest luksuriøse spaafdelinger. Begge steder kan gæsterne blive forkælet med specialudviklede behandlinger, en afstressende og energigivende aktivitet. Erfarne spa terapeuter guider jer igennem de mange aktiviteter.