Kronborg

KRONBORG


Klassisk rundvisning

Hvor rundviseren fortæller Kronborgs hovedhistorier om slot og fæstning, sundtold, soldaterliv og hofliv i renæssancen. Turen inkluderer besøg i de kongelige gemakker, i Dansesalen, slotskirken og hos Holger Danske i kasematterne. Varighed ca. 1 time.


Skjulte Kroge

Med Kronborgs store, gamle nøgler åbner rundviseren dørene til rum og skjulte kroge, hvortil publikum normalt ikke har adgang. Turen tilrettelægges specielt til lejligheden og kan inkludere besøg på loftet med det imponerende drageværk, i kongens vinkælder, i et af tårnene eller i Erik af Pommerns festsal. Varighed ca. 1 time.


I Hamlets fodspor

"To be or not to be”, er en verdensberømt sætning, sagt af den danske sagnprins Hamlet i et af de mest opførte skuespil i verden. William Shakespeare placerede Hamlet på Kronborg og slottet blev uløseligt knyttet til dramaet. Følg med på en dramatiseret omvisning med en udklædt omviser. Hor, mord og bedrag – Hamlets ven taler ud! Kom Kronborg rundt og hør dramaet om Hamlet, som det kunne have udspillet sig i slottets sale og korridorer. Varighed ca. 45 minutter.


Kronborgs Hemmelighed 

Mystery Makers, har i flere år haft succes med skattejagter i København, og er nu også på Kronborg. Kan I bryde forbandelsen? Kronborg skaffer de danske konger uhørt velstand og indflydelse. Men rigdom fører til fordærv og mere vil have mere. Kongen bliver syg af griskhed og går i krig til alle sider. Skatkisten tømmes og riget er på fallittens rand. I kongens fravær må I gennemsøge slottet på jagt efter penge for at få fyldt skatkisten op igen. Kan I stole på hinanden, og kan I holde jeres griskhed i skak, og formår I sammen at få ophævet Kronborgs forbandelse? I skal finde vej gennem slottets sale ved at følge skjulte spor og ledetråde, og på jeres rejse kommer I også til at stige ned i Kronborgs dunkle underverden, hvor I skal afkode hemmelige beskeder i olielampernes skær. Varighed 1 ½ - 2 timer.


Eventyr og skattejagt 

En oplevelsesrig skattejagt på Kronborg og arealerne omkring slottet. Der indgår en mængde overraskelser baseret på livet, der har udspillet sig på slottet. På turen opleves de kongelige værelser, slotskirken, kasematterne og fæstningsområdet. Lær om søfart, konger, sundtold og virkelige historier. Undervejs mødes I af instruktører med små opgaver, smagsprøver og forfriskninger. Gæsterne løser opgaver med kort og holdet der vinder, får skatten. Varighed ca. 2 ½ time.


Segs og Hamlet

At være eller ikke at være på en Segway tur rundt om Kronborg. Guiden tager jer rundt om Kronborg og fortæller historien om slottet fra det blev bygget og til nu. Skandalerne og kærlighedshistorierne, fantasi og virkelighed. Varighed ca. 1 time.


Hamlet SOLO 

Lad gæsterne opleve en moderne udgave af Hamlet historien, fortolket af en moderne historiefortæller. Den prisvindende fortæller André Andersen genopsatte sin udgave af Hamlet i anledning af 400-året for Shakespeares død i 2016 (kan også arrangeres andre steder end på Kronborg). Varighed ca. 1 time. 


Det sorte guld

I cafeteriabygningen, hvor soldaterne gennem 350 år er blevet bespist, ligger Kafferisteriet. Her ristes kaffebønner og duften af friskbrygget kaffe, fylder lokalerne. Ved dette arrangement hører I om kaffe. I kommer tæt på dyrknings- og forarbejdnings principper, risteproces og brygning. Undervejs smages kaffe fra store kaffeproducerende lande.


Foto oplevelse 

Inkluder en foto oplevelse i jeres program. Med Kronborg som baggrund fotograferes hver deltager med Hamlets kranie i hånden og med Kronborg som baggrund. Deltagerne kan fotografere med egne mobiltelefoner eller vi kan have en fotograf på plads.


Shakespeare i ord og toner

En mosaik - sammen med lutenisten Morten Dyrberg tilbyder skuespilleren og sangeren Christian Steffensen en lystig underholdning, der præsenterer sange og replikker hentet i hele Shakespeares værk (kan også arrangeres andre steder end på Kronborg).


Bliv klogere på Hamlet

Shakespeare lod sit største drama foregå på Kronborg, men hvad går historien egentlig ud på, hvem er karaktererne og hvorfor er historien stadig interessant. Bliv klogere på Shakespeare og Hamlets direkte tilknytning til Kronborg, Helsingør og Danmark med denne introduktion til Hamlet og Shakespeare (kan også arrangeres andre steder end på Kronborg).


Trompetfanfare 

Trompetfanfare – på Frederik 2.s tid blæste trompeterer fanfarer fra Kronborgs højeste tårn Trompetertårnet. Byd gæsterne velkommen med en fanfare fra en eller flere trompeterer.


Kanonsalut 

Ved særlige lejligheder, bl.a. på HM Dronning Margrethes fødselsdag, affyres der salut fra Kronborgs bronzekanoner på Flagbastionen, verdens ældste fungerende kanonbatteri. Ud over de gamle historiske kanoner har Kronborg nye kanoner på voldene. I forbindelse med arrangementer, er det muligt at få tilladelse til at affyre en salut fra de nye kanoner.


Historiske lege 

I fæstningsområdet står kasser med redskaber til historiske lege. Soldaterne på Kronborg blev trænet for at udvikle styrke, smidighed og samarbejde. Men også i fritiden var der tid til at spille og lege. Brug legene som en sjov pause i et program eller lad legene indgå i en blid teambuilding form hvor deltagerne, med en instruktør, tager hånd om hinanden, udviser omsorg, og griner sammen.